Whisky
Whisky er en spiritustype lavet på korn, og navnet stammer fra det gæliske uisce beatha, som betyder livets vand.
Whisky tager sit udgangspunkt i en mos af korn og vand, som herefter omdannes til et afkog. Afkoget gærer og omdanner undervejs sukkeret til alkohol. Det sidste trin inden modningen er selve destillationen. Den finder sted i kobberkedler af forskellige former og størrelser, hvilket også er med til at påvirke den færdige whiskys smag.
Valget af korn og modningsgrad påvirker både whiskyens karakter og smag. Prædikatet whisky må kun benyttes, hvis produktet er modnet i mindst tre år. Under normale omstændigheder modnes whisky dog i mindst seks år, mens de dyrere mærker gerne kommer helt op på 10 år eller mere.
Whisky har op gennem historien været en uhyre populær drik, og den dag i dag produceres drikken i en lang række lande uden for Europa, ja sågar i Sverige. Skotland og Irland regnes dog for whiskyproduktionens vugge.
I Skotland staves den gyldne drik whisky, mens Irland, USA og Canada kalder den whiskey. Hertil kommer begrebet bourbon, der er amerikansk whiskey modnet i amerikanske egetønder. Whisky drikkes rent, med isterninger eller lidt vand. Whisky bruges også som ingrediens i mange klassiske cocktails, hvor det tilføjer den færdige drik en helt særlig smag.